Asteroider

 Asteroider

Asteroidebæltet ligger mellem Mars og Jupiter som består af småplaneter kaldet asteroider, meteoroider som er klippestykker.

Det rester fra solsystemets dannelse og da man syntes der manglede planet o det varede ikke længe før man fandt en, nemlig Ceres som er 1.000 km i diameter og fandt mange flere. De var alle inden for asteroidebæltet.

Til at begynde troede man, at alle disse var en gammel planet der var blevet revet itu af tidevandskræfterne fra Jupiters tyngdefelt. Det kunne dog ikke passe da Vesta var hvid og Arethusa var kulsort og består tilsyneladende ikke af samme stof. Et argument mod en gammel planet er hvis man samlede det hele i en planet, ville den fylde mindre end Månen.

Ny hælder man til den teori det er rester af solsystemet, der bliver holdt fast i en bane om solen af Jupiters og deres egen tyngdekraft.  

Man kender cirka 2.000 af disse asteroider, men man regner med er ca. 40.000 i alt. Der findes nogen man kalder Trojanere og de ligger i Jupiters bane. Meteoritter er rester af asteroider fundet på jorden, der typisk har en glasagtig overflade på grund af varmeudviklingen på turen ned gennem atmosfæren. Disse kan være med til at fortælle noget om Solsystemets tilblivelse.   

Dværgplaneter - Huamea

 Huamea

Humea med dens to måner af Hubble Space Telescope

Huamea blev opdaget i 2005 af et spansk astronomteam, men de sloges lidt med Brown om opdagelsen.  Navnet er en hawaiiansk gudinde for frugtbarhed. Den har to måner der hedder Namaka og Hiaka. I 2017 blev det opdaget at den har en ring som Jupiter og Saturn. Den ligger i en afstand på 6,5 milliarder kilometer fra Solen og den tager den 285 år at kredse om Solen. Både Huamea og månerne er dækket af krystallinsk is

Dværgplaneter - Makemake

 Makemake

Makemake medmåne opdaget af Hubble Space Telescope

 Makemake ligger i Kuiperbæltet og er opkaldt efter Påskeøens hovedgud. Den blev opdaget i 2005 af Michael Brown, som også opdagede Eris. Den blev anerkendt som dværgplanet i 2008.

Den er på grund af afstanden vanskelig at observere, men spanske forskere offentliggjorde et forskningsresultat, der viste, at den ikke har nogen atmosfære. Det tager den 305 år at kredse om solen. Den har en rotationsperiode på 22,5 time. Dens diameter er 1.430 km. Og befinder sig 6,8 milliarder km væk fra Solen.

Dværgplaneter - Eris

 Eris

Eris er et trans-neptunsk objekt. Et trans-neptunsk objekter er objekter der befinder sig i Kuiperbæltet og Oortskyen. Herom senere. Eris blev opdaget i 2005 fra billeder taget i 2003. Dens opdagelse førte til at man redefinerede begrebet planet, hvilket betød at Pluto fremover var at betragte som dværgplanet.  Se under Pluto. I 2006 blev den endelig defineret som dværgplanet.

Eris er 2.400 km og er således større end Pluto. Den kredser ca. 14,5 milliarder km væk fra solen og det tager den 557 år at kredse om solen i en skæv bane. Eris har en måne der hedder Dysnomia, der er 100 km i diameter og den kredser rundt om Eris på 15 dage.

Dværgplaneter - Ceres

 Ceres

Ceres er som hedder korrekt 1 Ceres er den største og første dværgplanet som ligger mellem Mars og Jupiter. Den ligger ca. 446 millioner kilometer fra solen. Den er den eneste i asteroidebæltet der kan klassificeres som dværgplanet og den eneste i det inderste af solsystemet. 

Den har en diameter på 950 kilometer. Dens masse udgør ca. en fjerdedel af bæltets masse. Den er dog ikke den lysstærkeste i bæltet, hvilket den halvt så store Vesta er. Ceres reflekterer kun 10 % af lyset fra Solen også kaldet ”albedo”. Ceres har ingen måner, som andre dværgplaneter har.

Ceres blev opdaget 1801 og blev i begyndelsen betragtet so men fuldgyldig planet, men det gik man bort fra igen. Den roterer om sin egen akse på 9 timer og det tager Ceres 4,6 år at for at kredse rundt om Solen. Den fik besøg af rundsonden Dawn i 2015, som også havde besøgt Vesta der ikke er stor nok til at gravitationen trækker den helt rund. Den ligner nærmest en gammel kartoffel.

Rumobservatoriet Herschel opdagede vand, da det fordampede ved solens opvarmning. Den skulle have målt betydelige mængder af vand.  

Dværgplaneter - Pluto

Pluto

Fakta:

•          Gennemsnitlig afstand til solen: 5.906.376.272 km
•          Omløbstid: 248 år 31 dage 7 timer 20 minutter
•          Omløbshastighed: 16.798 km/t
•          Banehældning: 17,41^o
•          Måner: 5 stk. Charon, Nix, Hydra, Kerberos og Styx
•          Diameter: 2.390 km
•          Massefylde: 1.860 m³  
•          Tyngdeacceleration: 0,580 m/s²
•          Undvigelseshastighed: 4.320 km/t
•          Rotationstid: 6 dage 9 timer 17 minutter
•          Aksehældning: 115,6^o
•          Magnetfelt: Ukendt
•          Albedo: 30% af solens lystilbagekastes
•          Temperatur: Gennemsnitlig -229^o C
•          Atmosfæretryk 0,00015 hPa
•          Atmosfæreindhold: Kvælstof (N) og brint (H)

I 2006 fratog den Internationale Astronomiske Union Plutos status som planet og man indførte begrebet dværgplaneter.

En dværg planet er blev defineret på følgende måde:

1.    Kredser om solen (ikke måner og exoplaneter)

2.    Har masse nok til at trække sig selv næsten runde

3.    Har ikke renset sin bane for materiale ved hjælp af tyngdekraften

4.    Andre der ikke er i denne gruppe kaldes smålegemer

Den første, der blev opdaget, var Ceres i 1801. Herom senere.  Som et kuriosum skulle Jupiter være en dværgplanet, da den ikke opfylder punkt 3, da de trojanske asteroider ikke er blev opslugt af Jupiter. Der er så til gengældt fastholdt i Jupiters Lagrange-punkterne 4 og 5 hvilket er noget næsten det samme.

Pluto er en dværgplanet beliggende Kuiperbæltet i udkanten af solsystemet opkaldt efter den romerske gud for dødsriget, svarende til Hades i den græske mytologi.

Den amerikanske amatør astronom Percival Lowell begyndte i 1905 at lede efter en niende planet, da der uoverensstemmelser i Neptuns bane. De vidner om en tyngdekraft der påvirker banen. Det var netop sådanne uoverensstemmelser der førte til Neptuns opdagelse i 1846.

Lowell nåede aldrig at finde planeten før sin død. 13 år efter hans død i 1916 ansatte man på Lowell-Observatoriet, som han havde grundlagt, en amatørastronom ved navn Clyde Tombaugh. Han begyndte systematisk kortlægning af ekliptika. Ekliptika er den bane Jorden bevæger sig omkring Solen. Det førte til han opdagede den 1930 og den blev klassificeret som en planet. På det tidspunkt kendte man ikke til Kuiperbæltet. Det viste sig senere at den var meget forskellig fra andre planeter i sammensætning og omløbsbane.

Navnet er givet af 11 -årig engelsk pige, der foreslog det til sin far, dan han adspurgte hende over mogensavisen, hvor nyheden om planeten stod. Da han arbejdede på Oxford Universitet, sendte han forslaget til sine kollegaer.

Plutos bane hælder 17 grader i forhold til ekliptika, som de 8 andre planeter stort set følger i ekliptika. Banen om solen er meget aflang og kommer faktisk inden for Neptuns bane fra 1979 til 1999 og forrige gang i 14 år fra 1735 – 1749 og fra 1483 til 1503.

Der findes 7 måner der er større end Pluto. Der er vores egen Måne, Jupiters Io, Callisto, Ganymedes, Saturns måne Titan og Neptuns Triton.

Planeten består meste af is og sten og den har en meget lav vægtfylde. Månen Charon og Pluto har en såkaldtbunden rotation omkring hinanden i såkaldt Barry-center, som er det sted hvor 2 himmellegemer ophæver hinandens tyngdekraft. Dette center vil de 2 legemer så kredse om. Dog er det lidt mystisk at netop for de 2 ligger det uden for det største legemes masse.

Den første sonde der nåede Pluto, var var NASA’s New Horizons de passerede i 2015 efter 9½ års rejse.          

Neptun

 Neptun

Fakta:

•          Gennemsnitlig afstand til Solen: 4.498.252.900 km
•          Omløbstid: 164 år 323 dage 21 timer 41 minutter
•          Omløbshastighed: Gennemsnitlig 19.548 km/t
•          Banehældning: 1,76^o
•          Diameter: 49.528 km ved ækvator
•          Omkreds: 155.597 km
•          Massefylde: 1.638 kg m³
•          Tyngdeacceleration: 11,150 m/s²
•          Undvigelseshastighed: 84.600 km/t
•          Rotationstid: 16 timer 6 minutter 36 sekunder
•          Aksehældning: 28,32^o  
•          Magnetfelt: skævt excentrisk
•          Albedo: 41% af solens lys tilbagekastes
•          Temperaturer: Gennemsnitlig -220^o C og minimum -223^o
•          Atmosfære: Brint (H) 80%, Helium (He) 19%, Metan (CH₄) 1,5%

Neptun er den 8. planet og den planet der befinder sig ængst væk fra solen. Den kan ikke ses med det blotte øje og i en astronomisk kikkert ses den som en lille grønlig plet som er svær at skelne fra en stjerne. Planeten er opkaldt efter havguden Neptun, som er guden Jupiters storebror.

Den blev først opdaget i midten af det 19. århundrede, men man havde faktisk observeret den meget før. Galileo observerede den i december 1612 og igen i januar, men han troede det var en stjerne på grund af planetens retrograde bevægelse, som alle planeter uden for Jordens omløbsbane har. Han v så uheldig a<t det så ud som den stod stille i dens ”tilbageløb”.

230 år efter udgav astronomen Alexis Bouvard i 1821 nogle tabeller over Uranus omløbsbane der skulle kunne forudsige hvor og hvornår den var synlig på himlen. Allerede året efter stemte det ikke overens. Han gættede derpå at der måtte være en anden stor planet der trak i Uranus bane. Netop denne tese gjorde at Johann Galle efter at beregnet og forudsagt Neptuns placering på baggrund af disse uregelmæssigheder i tabellerne. Galle fik æren for observationen, selvom flere havde fundet den i samme periode uden egentlig at vide det. Selve opdagelsen var der internationale stridigheder om beregningen af positionen og det endte det blev Le Verrier (fransk matematiker) og Adams der delt æren. Dog er det senere kommet frem i gamle dokumenter at Adams nok ikke fortjente den ære.

Neptun er den fjerdestørste planet målt på størrelse og tredjestørste målt på masse. Netuns blå farve skyldes delvist at metan i atmosfæren absorberer rødt lys, men da farven er mere intens end på Uranus, så mener man, at der er en ukendt komponent, der er medskyldig i den klare blå farve.

De højtliggende hvide skyer består af ispartikler af ammoniak (NH₃), ammoniumhydrosulfid (NH₄SH), hydrogensulfid H₂S. Da rumsonden Voyager 2 passerede planeten målte den skyernes hastighed til 325m/s og helt op til 600 m/s. De fleste af vindene bevæger sig modsat Neptuns rotation.

Overfladen består af ethan, metan og acetylen. Kerne består så vidt vides af metal, klippe materiale omgivet af frosset vand, ammoniak og metan. Temperaturen er omkring 7.000^o C i dens indre, medens overfladen er ekstrem kold omkring -220^o C, noget af Solsystemets koldeste.

Neptun har også ringe, men de er meget tynde og ustabile. Planeten har også 14 måner. Den største er er Triton, som har en retrograd bane omkring Neptun.

Voyager 2 er den eneste sonder der har være forbi Neptun i 1989, man har forslået en ny, men solpaneler er for svage og der er politisk uvilje til at bruge atomkraft, så indtil videre er det skrinlagt.

Uranus

 Uranus

Fakta:

•          Gennemsnitlig afstand til Solen: 2.870.972.220 km
•          Omløbstid: 84 år 27 dage 3 timer 50 minutter
•          Banehældning: < 1^o    
•          Diameter ved ækvator: 51.118 km
•          Omkreds: 160.592 km
•          Massefylde: 1.271 kg/m³
•          Tyngde acceleration: 8,690 m/s²
•          Undvigelseshastighed: 76.644 km/t
•          Magnetfelt: Skævt excentrisk felt
•          Albedo: 51 % af solens lys tilbagekastes
•          Temperaturer: Min. -214^o C – gennemsnitlig -205^o C – max?
•          Atmosfæretryk:  1.200 hPa
•      Atmosfærens sammensætning: Brint (H) >83%, helium (He) >15%,             Metan (CH₄) 1,99%, ammoniak (NH₃) 0,01%

Uranus var den første planet der blev opdaget i historisk moderne tid. Den er den 7. planet set fra solen. Den blev opdaget af den tysk/britiske astronom William Herschel i 1781. Herschel opdagede også infrarød stråling, samt han lavede et kæmpe katalog over 2.500 stjernetåger sammen med sin søster. Han var hofastronom.

Uranus er den 3. største planet og 19 længere væk fra Solen end Jorden og dobbelt så langt væk som Saturn. Den ligger næsten ned i forhold i forhold til de andre planeter med 97,9^o. C Det kan tyde på den er blevet ramt af en massivplanet lige efter dannelsen. Magnetfeltet ligger også forskudt i forhold til rotationsaksen med 59^o. og skærer ikke centrum. Uranus er ligesom Saturn og Jupiter en gasplanet. I 1977 opdagede man den har 5 ringe, da den passerede en stjerne.

Uranus har 27 måner, hvoraf de fem blev opdaget in rumfartens tidsalder. En del blev opdaget ved hjælp ”Voyager I”-sonden. Oberon og Titania blev opdaget af William Herschel i 1787. Ariel, Umbriel og Miranda kom til senere, den sidste i 1948. Navnene til Uranus måner stammer ikke fra den græske mytologi, men fra Shakespeares og Popes værker. Uranus er opkaldt efter Jupiters morfar og farfar Uranos.

Saturn

 Saturn

Fakta

•          Gennemsnitlig afstand til solen:  1.426.725.413 km
•          Omløbstid: 29 år 165 dage 11 timer 40 minutter
•          Omløbshastighed: 34.697 km/t
•          Banehældning: 2,5^o
•          Diameter: 120.536 km ved ækvator
•          Omkreds: 378.675 km
•          Massefylde: 387,3 kg/m³
•          Tyngdeacceleration: 8,960 m/s²
•          Undvigelseshastighed: 127.764 km/t
•          Rotationstid 10 timer 39 minutter 22 sekunder
•          Aksehældning: 26,73^o
•          Magnetfelt: Ja
•          Albedo: 47% af solens lys tilbagekastes
•          Temperatur: -191^o til -130^o C
•          Atmosfæretryk: 1.400 hPa
•          Sammensætning af atmosfæren: Brint (H) 93%, Helium (He) >5%, metan (CH₄) 0,2%, Vanddamp (H₂O) 0,1%

 Saturn er den 6 planet i Solsystemet og er den næststørste efter Jupiter. Den er kendt for sine mange ringe og har desuden et heksagonalt (Sekskantet) som rotorer rundt om Saturns nordpol. Dette blev opdager af Voyager 1 i 1980 og bekræftet af Cassini i 2006. Hver af kanterne er 13.800 km lang og er således længere end Jordens diameter. Sydpolen af ikke denne sekskantede hvirvel. Den roter med samme frekvens som Saturns radiostråling på 10 timer 39 minutter.

I 2023 kende man 123 måner, hvoraf de fleste er opdaget af rumsonden Cassini efter år 2.000. Nogle indgår Saturns ringsystemer, da man ikke har et fast minimumsmål hvornår man kalder det en måne og hvad der en ringpartikel. Titan er Solsystemets næststørste måne. Den er den eneste måne i Solsystemet med en atmosfære. Månerne Epimetheus’ og Janus’ omløbsbaner kommer så tæt på hinanden hvert fjerde år, at deres næsten ens omløbsbaner bytter plads på grund af deres tyngdefelter. 2 andre mindre måner ligger i Lagrange-punkterne 4 og 5 i forhold til en større måne. Lagrange-punkt er det sted mellem to himmellegemers tyngdekraft ophæver hinanden. Der findes 5 sådanne punkter hvor et minde 3. himmellegeme ligger fast mellem 2 større. Webb-teleskopet ligger i sådan et punkt.

Saturns ringsystem består af utallige ringe der holdes på plads af månerne, men de eroderer langsomt som ”regn” ned gennem atmosfæren, og om 300 millioner år regner man der er væk. Den første der så ringene var Galilei Galileo i 1610 og han opfattede planeten som tredobbelt. 45 år efter i 1655 havde hollandske Christian Huygens bygget et bedre teleskop og han kun se det drejede sig om ringe. 1975 opdagede den italienske astronom Giovanni Cassini at der var tale om mere end en ring. En af ringene er opkaldte efter ham. Voyager rumsonden kunne i 1980 se at der var mange ringe med forskellige farver grunde forskellige kemiske sammensætninger. Cassini rumsonden kredsede i 13 år 2004 – 2017 rundt om Saturn, derfor er det meste af de vi ved om Saturn og ringene fra denne. Tykkelse af ringene er mellem 10 meter til 1.000 meter. Ringe består for det meste af is. Ringene giver også nogle af månerne mærkelige former, fordi de opsamler materialer fra ringene. Disse måner skaber også mellem rum mellem ringene. Disse små måner kaldes hyrdemåner. De mørke striber i ringene er elektrisk ladede partikler som følger Saturns magnetfelt. Roche-grænsen er det sted hvor tidevandskræfterne kan slide en f.eks. is-måne i stykker og en af teorierne om ringenes opståen er netop dette. En anden det er et sammenstød mellem 2 måner.

Jupiter

 Jupiter

Fakta:

•          Middelafstand til solen:  778.412.027 km eller 5,2028 au (au=afstand fra Jorden til Solen =149,6 mill km)
•          Omløbstid: 11 år 317 dage 14 timer 30 minutter
•          Omløbshastighed: Gennemsnitlig 46.980 km/t
•          Banehældning: 1,308^o
•          Antal måner: 93
•          Diameter ved ækvator: 142.984 km
•          Omkreds: 449.197 km
•          Aksehældning: 3,13^o
•          Massefylde: 1.326 kg/m³
•          Tyngdeacceleration: 23,120 m/s²  
•          Undvigelseshastighed: 214.344 km/t
•          Rotationstid: 9 timer 55 minutter 19 sekunder
•          Magnetfelt: udstrakt og meget stærk
•          Albedo: 52% af lyset fra Solen tilbagekastes
•          Temperatur: Gennemsnitlig -121^o C minimum -163^o C
•          Atmosfære tryk: 700 hPa
•          Atmosfærens sammensætning: Brint (H) 86%, Helium (He) 14%, Metan (CH₄) 0,1%, Ammoniak (NH₃)

Jupiter har været kendt siden oldtiden og er den 5. planet fra Solen. Den er den mest lysstærke af planeterne. Sammensætningen er meget lig den oprindelige sammensætning af Solsystemet og Solens nuværende sammensætning.

Planeten er en gasplanet og består af ca. 90% brint (H) og 10% helium (He) og er fuldkommen dækket af et skydække. Jupiter er ikke veldefineret overflade og i en dybde af 20 km under skydækket er trykket 4 millioner hPa og temperaturen 10.000 kelvin (9.727 C) og man regner med de regner med helium (He i denne zone. I Jupiters indre findes en kerne af sten, jern, is (H₂O), nikkel (Ni) med en langt større massefylde, formentlig 10-20 g/ cm³. Temperaturen er beregnet til at være ca. 20.000 K, men ikke nok til at starte en fusionsproces.

Vindhastigheder på Jupiter ved ækvator er omkring 100 m/s og planeten har en kæmpe rød plet der suser vedvarende rundt om planeten. Man mener den får tilført energi fra en dybereliggende energikilde, men man ved ikke hvad det er.

Jupiter har et meget stærkt magnetfelt, der formentlig skyldes konvektion af metallisk brint. Jupiter har et ringsystem dr blev opdag et så sent som i 1979 med Voyager 1-sonden. Hovedringen ligger 50.000 km over skydækket ved ækvator og er 6.400 m bredt og er ca. 30 km tyk. Partiklerne er i ringene er meget små, helt ned til få µm og vil grundet Poynting-Robertson-effekten falde ind til Jupiter. Denne effekt sker når solens stråler rammer disse mikrosmå støvpartikler bremses op af friktionskraften med lyses og den derved bremses op. Derfor er det interplanetariske rum næsten støvfrit. Jupiters ringe bliver forsynet med nyt støv ved at mikrometeoritter bombarderer Jupiters indre måner, hvorved støv hvirvles op. Jupiter har 63 måner der følger Titus-Bodes lov omkring Jupiter. Titius-Bodes lov fra 1766 der siger rn = 0,4+0,3∙2n hvor rn er planetens afstand fra solen målt i AU. Det er en lov der ikke er videnskabeligt bevist og er kun tilnærmelsesvis rigtig. De inderste gruppe af måner er Metis, Adrastea, Amalthea og Thebe som er dækket af tykt lag rødt støv af svovlforbindelser, formodentlig fra vulkanudbrud på månen Io. Dernæst følger månerne  Io, Europa, Ganymedes og Callisto, der kaldes de galilæiske måner, opdaget af Galilei i 1610. Disse 8 måner bevæger sig alle tæt ved ækvatorplan.

De næste måner er Leda, Himalia, Lysithea og Elara som har en inklination på ca. 28o og Anake, Carme, Pasiphae og Sinope bevæge sig i en retrograd bane om Jupiter. Disse og alle de andre små måner er formodentlig indfangede asteroider.

Io er den inderste af de store måner og har en radius på 1815 km med en massefylde på 3,57 g/cm3. Io er den mest vulkansk aktive af alle planeter og måner i Solsystemet. Den har mellem 10-15 aktive konstant helle tiden samt gejsere der slynger flydende materiale op i 8 kilometers højde. Den har Io store mængder af støv der suser rundt mellem 100-150 km/t i Jupiters magnetfelt for derefter at blive slynget ud i det interplanetariske rum. Ios gule og røde farver skyldes svovlforbindelser. Den enorme aktivitet mens skyldes Jupiters tidevandseffekt på Io. Varmeudledningen fra Io er 40 gange større end Jordens trods den er meget mindre. Rumsonden Galileo i 1995 målte at kernen består FeNi Jern-nikkel og FeS Jern-svovl. Kappen er smeltet silikat. Månen bliver ofte kaldet pizzamånen grundet dens udseende.

Europa er den fjerdestørste måne med en radius på 1.569 km og har en ensarte rød til beige farve. Den er dækket af utallige krummer kurver og der faktisk ikke noget der er over 100 meter højt. Dens mase fylde er kun 3 g/cm3 hvilket betyder at den består af is af lette molekyler. Målinger far Galileo har målt flydende vand under den op til 50 km tykke overflade. Dette betyder det er den bedst kandidat til livet uden for jorden i solsystemet, men jeg tror personligt ikke på det.

Ganymedes er den største måne med en radius 2.631 km og en middelafstand til Jupiter på 1.070.000 km.  Den har mange store kratere der formentlig skydes meteornedslag og det udkastede materiale ses som hvide plamager der sikkert er is. De n har lange bånd der formentlig skyldes tektoniske bevægelser i det tykke isdække grundet Jupiters tidsvandseffekt.  

Mars

 Mars

Fakta:

• Afstand fra Jorden 206.644.545 - 249.228.729 km
• Hastighed: 86.677 km/t omkring solen
• Omløbstid 321 dage 17 timer 2 minutter 32,64 sekunder
• Banehældning: 5,65⁰ 
• Diameter: 6.792 v/ækvator
• Masse: 3,934
• Tyngdeacceleration: 3,690 m/s²  
• Undvigelseshastighed: 18.097 km/t
• Atmosfære: 95,3% CO₂ - 013% O - 0,03% H₂O 

Mars har i oldtiden været symbolet på krigsguder og Mars har været beskrevet i 70.000 år gamle hulemalerier i Botswanas Tsodido Hills, siger teorien i hvert fald, men det vides ikke med sikkerhed. 

Australierne har også beskrevet Mars for allerede 40.000 år siden, og egypterne kaldte den for ”Har Decher” for4.000 år siden og tusind år senere kaldte babylonierne den for Ildstjernen og den var guden Nergal, guden for de døde og for vold.

Babylonierne opdagede at Mars opførte sig anderledes end de andre planeter. De opdagede den retrograde bevægelse dog unde at kunne beskrive hvorfor. Det skyldes faktisk, at Jorden bevæger sig hurtigere rundt om solen, fordi den er tættere på solen. Jorden bevæger sig med 107 tusind km/t rundt om solen mod Mars knap 87 tusind km/t og så er længere tid om at nå rundt om solen.

Mars har en mere elliptisk bane end Jorden. Det betyder at den mindste afstand vi være omkring 55,72 millioner km for 60.000 år siden og blev næsten tangeret i 2003 med 55,76. Når den er længst væk som i 2012 er den 100,72 millioner km væk.

Mars er efter Månen den mest udforskede planet. I 1659 lavede astronomen Christiaan Huygens nogle observationer og tegnede et kort over Mars. Han konstaterede at områderne flyttede sig og Mars dermed havde en egenrotation og at den måtte være lig Jordens med 24 timer. Den italienske astronom Giovanni Cassini kom frem til døgnet var 24 timer og 40 minutter, som var tæt på det vi ved i dag, nemlig 24 timer 37 minutter. I 1666 konkluderede Cassini at havde iskapper ved polerne og derfor måtte have en form for klima. Desuden beregnede han også afstanden til Mars ved triangulering ved at kende afstanden mellem 2 punkter og 2 vinkelgrader i en trekant. Han kendte afstanden mellem Paris og Cayenne i Fransk Guyana og 2 vinkler ved Jorden.  Han kom frem til 140 millioner km mod det rigtige som vi kender i dag til at være 150 millioner km på et givet tidspunkt i rotationen om Solen. 100 år senere i 1777 konstaterede tyskeren William Herschel fra sin baghave i Bath i England at polernes hvid pletter var is der smeltede om sommeren og blev større om vinteren. Herschel var en af de dygtigste sammen med sin søster Caroline til at bygge teleskoper, så han opdagede også at Mars havde en rotationsakse som hælder lige som Jorden Jordens Mars er 25,19^o og Jordens er 23,45.

Senere i 1800-tallet mente man der var liv på Mars meget lig det der findes på Jorden. Den amerikanske astronom Hall mente i 1877, at der måtte være en måne til Mars som der er her på Jorden. De blev opdaget ved at de små måner flyttede sig i forhold til stjernerne, som er metode man stadig brug for objekter inden for solsystemet. De fik navnene Phobos og Deimos, de græske navne for krigsguden Mars 2 sønner.

Det næste store skridt var at man kunne måle lysets spektre der blev reflekteret fra Mars. Kort fortalt lyser Solen i alle farver og ses derfor som hvidt lys, men sådan forholder det sig ikke alligevel ikke helt. Ethvert grundstof absorberer noget lys i en bestemt bølgelængde, og det mangler så i det lys man måler spektret på. Det kan betragtes som et fingeraftryk. Dette skyldes at atomets elektroner får noget energi fra lyset, som så mangler når det kommer ud på den anden side af atomet. Der var i slutningen af 1800-tallet teorier om liv og vand på Mars, men stemningen vendte idet, da biologer mente der var for koldt og mørkt for længe ad gangen. I 1923 målte man temperaturen, der svinger voldsomt for første gang. Senere fandt man også ud af at atmosfæren med bestod af CO₂ og at den var meget tynd og den nu var en gold planet der var mindre en Jorden.

Rumkapløbet mellem Sovjetunionen og USA begyndte da Sputnik 1 blev sendt i kredsløb om Jorden og allerede i 1960 sendte Sovjetunionen 2 raketter af sted med Marsnik 1 og 2, men begge mislykkedes men i 1962 lykkedes det, men mn mistede kontakten til Mars 1. USA havde heldet med sig efter ligeledes mislykkede forsøg med Mariner 4, deri afstand på 1.000 og 17.000 km tog den 21 billeder der dog er grynede i sort-hvid i 200x200 pixels. Det beviste at Mars var gold, men der var stadig få der stædigt holdt fast i Mars-liv teorien.

De næste forsøg over en årrække mislykkedes for begge lande, men i 1971 fik Mariner 9, der fotograferede hele 85% af Mars overflade med ca. 7.000 billeder. Billederne viste vulkaner, sandbanker, kløfter, kratere. Der var også kanaler der var udtørrede og ujævne, end dem man italieneren Schiaparelli troede der var i 1700-tallet. Mariner iagttog selv støvstorme. Desuden vidnede det om tilstedeværelse af flydende vand i en fjern fortid. Dette måtte undersøges nærmere.

I 1976 lykkedes det at lande to Viking-rumsonder på Mars. De to sonder sendte data med farvebilleder for første gang af overfladen. Herefter gik det ikke så godt med Mars-forskningen, af flere grunde som nedskæringer i NASA’s budgetter og ændret fokus på rumforskning. Sovjet fejlede også med deres opsendelser. Først i 1996 sendte USA Mars Global Surveyor af sted. Den rumsonde kredsede om Mars i 70 år, langt længere tid end planlagt, og derfor gav det tid til at eksperimentere uden for det planlagte program. Man kunne f.eks. følge årstiderne i bestemte områder. Uden for programmet i 1999 kunne man se spor af materiale der havde flyttet sig. Det rejste mange spørgsmål om det var vand eller ammoniak der havde flyttet materialet. Landingsmodulet Pathfinder blev også sendt op i 1996 og landede i 1997. Det havde en rover (et køretøj) med ombord. Den var 3 gange så billig som Viking-missionen til omkring 150 millioner $.

 I 2004 landede de 2 rovere Spirit og Opportunity som virkede i mere end de 90 dage, der var planlagt. De skulle lede efter spor af vand. De fandt spor af vand, men det gav ikke viden om var saltvand eller anden form for vand fandt man ikke ud af. I 2003 meldte ESA sig også på banen med Mars med Mars Express som er en kredsløbssonde, der blev lavet med Venus Express. Den et stadig aktiv er man mener den virker indtil 2035. Den havde en rover med der hed Beagle 2, men man mistede kontakten med den, da solpanelet dækkede for antennen.   

Det næste store skridt var i 2012 med landingsmodulet Curiosity, som blev landsat i Gale krateret, med sig havde den instrumenter til vejrmålinger, analyser af sten, finde spor af vand. Den fandt vandt efter få uger og det var vand med en neutral pH værdi.

Det rejste en massespørgsmål som det altid gør i astronomi og astrofysik. Vandet havde været stillestående, men hvor når forsvandt det. Mars har ligget tættere på solen og i dag er der for koldt til at opretholde flydende vand. Temperaturerne svinger mellem +20⁰ til -160⁰ nu om stunder. Det hjælper ikke at den lå tættere på solen, for da lyste solen kun 75% af hvad den gør i dag. En af teorierne er at atmosfæren var tættere med em større drivhuseffekt. Der er fundet spor efter mulig biologisk aktivitet som metan og manganoxid, men disse forbindelser kan også dannes på anden måde o bruges aldrig som bevis for liv for som astrofysikeren Carl Ssgan sagde ”Ekstraordinære teorier, kræver ekstraordinære beviser”

Næste skridt er at lede efter beviser på liv med roveren Perseverance i 2021, der skal foretage boreprøver. Det vil tage lang tid at analysere og der er flere danske instrumenter med om bord.

Kina er i samarbejde med Rusland kommet med i kapløbet og landsatte en rover i Tiawen 1 missionen. Også Indien er har sendt en sonde i kredsløb om Mars og de har planer om flere. I opsendelsesvinduet i 2020 var dertæt trafik og selv Forenede Arabiske Emirater sendte en kredsløbssonde op ved navn Hope. Japan vil også forsøge sig her i 20’erne.

Der er dog en fællesnævner for alle opsendelser. Man kan ikke styre dem ”live”, da det tager mellem 5 og 20 minutter at sende et radiosignal til Mars, alt efter hvor i banen Mars befinder sig væk fra Jorden.

Mars blev dannet samtidig med det andre planeter da en stjernetåge kollapsede under sin egen tyngdekraft. Det tog ca. 10 millioner år at danne Mars af de tunge grundstoffer i tågen. Mars oplevede ikke i sin barndom sammenstød med tunge objekter som Jorden, Venus og Merkur gjorde.  Mars slap fordi Jupiters tyngdekraft støvsugede næsten alt omkring sig. Ligesom på Jorden var Mars en flydende mase hvor de tunge metaller sank til bunds. Dette er efter teorier danskeren Inge Lehmanns opdagede for cirka 100 år siden. En teori jeg ikke vil beskrive her.

Det har vist sig at ved undersøgelser med Insight missionen at Mars kerne er flydende metal, som en gang havde været fast ligesom her på Jorden med flydende metal udenom, der kan danne et magnetfelt. Hvornår Mars mistede sit magnetfelt vides ikke.

Mars bane omkringsolen er meget langstrakt, kaldet excentricitet. Kun Merkur har en mere langstrakt bane. Mars afstand til Solen varierer 40 millioner kilometer, hvilket har indflydelse på mængden af lys og varme fra Solen. Banens excentricitet varier også, da Jupiter trækker i planeten i tidsskalaer på 96.000 og 2.000.000 år hvilket gør at klimaet er ustabilt. Rotationsaksen varier 24,9⁰ lidt større end Jordens, men det svinger meget fra 0⁰ til 90^0, så den ligger og triller om sin én akse. Ved 0 er der ingen årstider og ved 90 betyder det at dag og nat varer et halvt marsår. Så det er ret kaotiske forhold der er på Mars. Phobos og Deimos

Der har været mange nedslag fa meteorer på den sydlige del, og mange af de store hr slynget meteoritter ud i solsystemet igen ved det kraftigste nedslag, og en del af dem er landet på Jorden. Disse kan fortælle os om geologisk aktivitet. Der findes 28 udslukte vulkaner på Mars. De blev dannet for 3 til 3,7 milliarder år siden. Da der ikke er pladetektonik på Mars, voksede vulkanerne sig meget store, fordi de lå ovenover det samme magmakammer hele tiden. Den største vulkan i solsystemet er Olympus Mons på Mars hele 21 km over den gennemsnitlige overfladehøjde. Den er i areal større end Danmark og måler 640 km fra øst mod vest.

Et andet af fænomenerne på Mars er Valles Marineris, som er kløfter der strækker sig over 20% af klodens omkreds. 4.000 lange og op ti l10 km dybe. Man ved ikke præcist hvordan de er opstået, men måske er det vulkansk aktivitet for 200-400 millioner år siden. Der er med sikkerhed løbet vand igennem ente ved afsmeltede gletsjere ved vulkanudbrud eller også er har det været grundvand. Ved Phoenix-missionen i 2008 konstaterede man vand på polerne, der har store iskapper bestående af en blanding af kuldioxid og vand, dog mest vand på den sydlige pol. Kuldioxid er frysepunktet -78,45 C eller 194,7 K, så det dannes sne af CO₂ om vinteren ved polerne. Målinger viser at der under isen er flydende H₂O i store søer.

Det røde støv, der dækker hel planeten, har vist sig at stamme fra det samme område ved ækvator kaldet Madusae Fossae formationen, som er en 1.000 km lang flænge som er dannet ved vulkansk aktivitet for 3 milliarder år siden. Formation.

Mars atmosfære var ikke som man troede lige som Jordens. Det lavede Mariner 4 om på. Atmosfæren er meget tyndere og har kun et tryk på 1% af Jordens. Den består 95% CO_2, 2,7% N (kvælstof), 1,6% AR (argon) og mindre mængde O (Ilt), H₂O (Vand) og CO (kulilte). Da Mars ikke har noget magnetfelt, vil solens solstorme også kaldet ”coronal mass ejections (CME), som er nogle megastore udbrud kastet ud fra solen, som er kraftigst hvert 11, ramme Mars vandmolekyler og splitte dem i H₂ og O, hvor brinten svæver væk fra planeten og vender aldrig tilbage. Det kan være forklaringen, at Mars har mistet sit vand. Hvert 3. år Bliver Mars ramt af globale støvstorme som kan vare i måneder. Disse storme et ikke særlig godt for Jordens robotter og køretøjer på Mars.

Fundet af metan kan være tegn på der kortvarigt har været primitivt liv på Mars.  Fundet af magnetit i meteoritter fra Mars kunne også være tegn på liv, men både metan og magnetit kan dannes på andre måder.

Kilde: Wikipedia.com og Mars – Myter, magi og missioner skrevet Tina Ibsen ISBN 978-87-27-00141-8 Lindhardt & Ringhof Forlag A/S – 2022. Desuden ESA og NASA

Jorden

 Jorden

Fakta:

•          Middelafstand til Solen: 149.597.887 km
•          Siderisk omløbstid: 1 år 0 timer 10 minutter 1,3 sekunder
•          Gennemsnitlig omløbshastighed: 107.219 km/t
•          Banehældning: 7,25^o
•          Måner: Månen
•          Diameter ved ækvator: 12.756 km
•          Diameter ved polerne: 12.713 km
•          Omkreds ved ækvator: 40.075 km
•          Areal: 510 millioner km²
•          Massefylde 5.515 kg/m³
•          Tyngdeacceleration: 9,8 m/s²
•          Undvigelseshastighed: 40.270 km/t
•          Aksehældning: 23,439^o
•          Albedo: 36,7% aflyses tilbagekastes ud i verdensrummet
•          Temperatur: Gns. 14^o C, min. -89,2^o, max 56,7^o C
•          Tryk: 1013 hPa
•          Atmosfære: Kvælstof (N) 77%, Ilt (O) 21%, Argon (Ar) 1%, CO₂ 0,038%

Jorden blev dannet for 4,54 milliarder år siden og livets opståen var inden for den første milliard år. Gennem tiden af atmosfæren ændret således at livet ændret sig således at et lag af ozon, sammen med Jordens magnetfelt beskytter mod Solens skadelige strålinger. Disse livsbetingelser mener man varer ved endnu 500 millioner til en milliard år, hvorefter biosfæren går til grunde på grund af solens øgede stråling og al liv ophører.

Lithosfæren (Jordens skorpe og den øvre kappe) er opdelt i såkaldte tektoniske plader der bevæger sig i forhold til hinanden hen over jordens areal over mange milli0oner af år. 71% af Jorden er dækket af vand (H₂O), altså oceanernes saltvand. Flydende vand er en betingelse for al liv som vi kender det.  Flydende vand er ikke fundet på andre planeter. Et bombardement af kometer i Jordens unge år kan have været medvirkende til dannelse af verdenshavene, da de iofte indeholder is.

Jorden indre er stadig aktiv med en tyk kappe, med en flydende ydre kerne, og en fast indre kerne af jern (Fe).

Jordens måne forårsager tidevand i oceanerne, samt stabiliserer aksehældningen, og bremser meget langsomt Jordens rotation om sin egen akse.

Som de andre planeter blev den dannet planetarisk sky efter Solens dannelse. Materialet samlede sig til Jorden i løbet af 10-20 millioner år. Fra en smeltet tilstand afkøledes planetens ydre lag, da vand samlede sig i atmosfæren. Måne blev dannet kort tid efter. Den fremherskende teori siger at Jorden stødte sammen med en anden planet på størrelse med Mars. Denne klode kalder man Theia. En stor del af den masse blev integreret i Jordens masse, medens resten blev slynget ud i kredsløb om Jorden og derved kunne Månen dannes.

Jorden blev udsat for et kæmpemæssigt bombardement af asteroider, kometer, småplaneter fra kuiperbæltet. Der var næsten ikke en tør plet på jorden på det tidspunkt. I dag er der dobbelt så meget land som der var for 2 milliarder år siden. Da fotosyntesen begyndte, steg iltindholdet i atmosfæren og ozonlaget blev dannet. Ozon er en ilt-isotop (O₃) der beskytter liv og flercellede celler samledes i kolonier.

For mellem 750 til 580 millioner år siden var joden stort set dækket af is, men efter denne periode bredte flercellede organismer sig med stor hast. Denne periode kaldes den kambriske periode. Der har været massedød blandt jordens livsform 5 gange, senest for 65 millioner år siden. For 40 millioner år siden har der været periodiske istider mellem 40 og 100 tusind år.  

Jordens endeligt bestemmes af Solens udvikling vil begynde med at der vil være mindre CO₂ atmosfæren og dermed kvæles planterne og ilten vil langsomt forsvinde, havene fordampe efter en milliard år. Man regner med at joden er beboelig endnu 500 millioner år.

Jordens masse består af 32% jern (Fe), Ilt (O) 30% Silicium (Si) 15%, Magnesium (Mg) 14%, Svovl (S) 3%, Nikkel (Ni) 2%, Calcium (Ca) 1,5%, Aluminium (Al) 1,4% og resten af massen består af de andre grundstoffer i små mænger f.eks guld (Ag) Bly (Pb) Kobber (Cu). Det meste af ilten er bundet i jordskorpen i form af oxider som silikat (SiO₂₎ , Aluminiumoxid (Al₂O₃₎ og mange flere.