Merkur

 Merkur

Fakta:

•          Afstand til solen: 45 693.773 – 69.350.381 km
•          Siderisk omløbstid: (rotation) 87d 23t 11m 52s
•          Synodisk periode: 115d 21t. 3m 44s (periode fra fuld Merkur til næste)
•          Omløbshastighed: gennemsnitlig 170.496 km/t eller 47,3 km/s  
•          Banehældning 7,0⁰ i forhold til ekliptika
•          Diameter: 4.879 km
•          Massefylde: 5.472 kg/m³
•          Tyngdeacceleration 3,701 m/s²
•          Albedo: 10% af lyset tilbagekastes
•          Magnetfelt 1% af Jordens
•          Aksehældning 1⁰
•          Temperaturer ved overfladen: Min 183 C (90,15 K) og maks. 427 C (700 K)
•          Atmosfæres tryk: 0 hPa

·         Atmosfæresammensætning: Kalium (K) 31,7% - Natrium (Na) 24,9 - Ilt (O) 15,1% - Argon (Ar) 7,0% - Helium (He) 5,9 % - Kvælstof (N) 5,2% - Kuldioxid (CO₂₎ 3,6% - Vand (H₂O) 3,4% - Brint (H) 3,2%

Merkur er den mindste af vores planeter og ligger tættest på Solen. Den har den største excentricitet (ovale omløbsbane omkring solen) med den mindste aksehældning. Planeten roterer 3 gang om sin egen akse for hver gang 2 omløb om solen. Merkur er meget klar på himlen når man kan se den. Da den ligger mod solen set fra Jorden og overstråles af Solens lys, er det ofte i aften og morgenskumring og ved solformørkelser at Merkur kan ses. Faktisk er den er mindre end Jupiters måne Ganymedes og Saturns måne Titan.

Man kender ikke så meget til Merkur, men Mariner 10 kortlagde 45% af Merkurs overflade i 1974/1975 og Messenger resten i perioden fra 2008 til 2015. Merkur ligner på overfladen Månen og med kratere og sletter og Merkur har heller ikke måner. Den meget tynde atmosfære er en giftig blanding af gasarter. Se ovenover under fakta.

Den har dog i modsætning til Månen en jernkerne, så den har et magnetfelt med en styrke på 1% af Jordens. Dens vægtfylde er stor på grund af den forholdsvise store jernkerne. Det kun overgået af Jorden i solsystemet med 5,52 g/cm³ mod Merkurs 5,43 g/cm^3.

Merkurs store kerne, har man beregnet ud fra den størrelse og massefylde. Man er således kommet frem til at kernen må udgøre 42% af Merkurs volumen, for jorden er det 17%. Skorpen er mellem 100 og 300 km tyk og overfalden er præget af smalle højdedrag, der kan være meget lange. Kernen har et højere jernindhold end de andre klippeplaneter i Solsystemet og der er flere teorier der forsøger at forklare dette fænomen. Den mest anerkendte teori siger at Merkur oprindelig i dens ”barndom” havde et metalindhold der svarerende til indholdet af metal i meteoritter og havde en masse 2,25 gange dens nuværende masse og så blev den ramt at større planetesimaler, som mindre faste objekter i planetariske skyer ved Solsystemets dannelse. Det er således måske en protoplanet der har drønet ind i Merkur og stødt dele af kappen og efterladt en stor kerne. En tilsvarende proces er måske gældende for Jorden. En anden teori er at planeten er dannet før Solens energiudledning var begyndt, og da solen begyndte før den havde trukket sig sammen til nuværende størrelse. Det betød således at overfladetemperaturen var mellem 2.500 og 3.500 Kelvin og overfladen var fordampet og blæst væk af solvinden.

Merkur er i sin tidlige år for 3,8 til 4,6 milliarder år siden blevet bombarderet med kometer og asteroider som var tiltrukket Solens tyngdekraft. Da den næsten ingen atmosfære har er de drønet lige ned på Merkur uden at være brændt op som det sker i Jordens atmosfære på grund af friktionsmodstanden. Overfalden er mere ujævn end både Mars og Månen med en lignende geologi med sletter og bjerge.

Kratere varierer i størrelse og kan være meget store, og Calorisbassinet er det største med en diameter på 1.550 km. Nedslaget var så kraftigt, at det forårsagede lavaudbrud og en ring der er op til 2 km høj. Et andet usædvanligt træk ved overfladen er såkaldte kompressionsfolder, der er dannet ved at Merkurs indre afkøledes og den trak sig sammen, hvor ved folderne på overfladen dannedes. Merkurs overflades deformeres kraftigt da solens tidevandskræfter 17 gange stærkere end Månens er på Jorden.

Trods de meget høje temperaturer findes der is ved polerne i kraterne, da sollyset aldrig trænger ned i bunden af disse. Is er muligvis dækket af regolit (materiale forvitret af vejr og vind) der forhindrer sublimation, hvilket vil sige den samme effekt når tøj på tørresnoren tørrer trods minusgrader. Merkurs gravitation er for lille til at holde på en atmosfære, men består af mange slags grundstoffer, blandt andet helium.

I mange år troede man at Merkur havde bunden rotation ligesom Månen, der vender den samme side til Jorden. Men sådan forholder det sig imidlertid ikke. Merkur roterer om sin egen akse 3 gange for hvert omløb om solen.

Historisk set har man kendt til Merkur meget længe. De gamle grækere i det 4. århundrede før Kristi fødsel troede det drejede sig om 2 planeter. Ved solopgang hed den Apollon og ved solnedgang Hermes. Det danske navn stammer fra det gamle Rom efter guden Merkur som er den samme som Hermes, og er gud for hurtighed, handel og kommunikation. De assyriske dygtige astronomer beskrev 1.400 år før vor tidsregning Merkur på kileskrifttavlerne som Den Hoppende Planet. Babylonierne kaldte den for Nabu 1.000 år f.Kr., sendebuddet fra guderne. Hinduerne brugte navnet Budha for Merkur. I nordisk mytologi blev Merkur forbundet med guden Odin og onsdagen. Mayaerne og Aztekerne kendte også til Merkur som budbringer til underverdenen. Merkur er den planet der i astrologien bestemmer over Tvillingerne og Jomfruen